Keramiske metamorfoser
- ’Blind date’ mellem Lone Skov Madsen og Per Ahlmanns keramik

Logikkens kalejdoskop
Rammen er sat, scenen er Galleri Copenhagen Ceramics, manuskriptet opstiller 10 dogmer for de ’scene-aktuelle’ keramikere, Lone Skov Madsen og Per Ahlmann, som under titlen ’Checkpoint’ viser helt nye værker. Der er tale om en slags ’blind date’ mellem de to keramikere, der i fællesskab forud for værkernes produktion har defineret 10 regler for deres præsentation – mens hver af dem ikke ved, hvilke værker den anden medbringer til udstillingen. Først når værkerne er taget ud af ovnen, og de mødes i udstillingsrummet, opstår dialogerne på kryds og tværs imellem dem.

I skrivende ved jeg endnu ikke, hvad Lone har lavet til udstillingen. Men jeg forestiller mig, at glæden som vi deler ved form med form på, vil gøre mødet til en dramatisk affære, hvor krigen om opmærksomhed skal orkestreres sådan, at små lyde bliver store i pauserne mellem eksplosionerne, udtaler Per forud for udstillingen.

De 10 dogmer henviser til forskellige måder at udstille keramik i rummet på, herunder væghængt, placering på gulv, hvilende op ad væg, hængende fra loft, stående i vindueskarm, placering i hjørne, på hylde, på podier i prædefinerede mål eller monteret på lodret træbjælke. Dogmer, der som udgangspunkt er formuleret ud fra ønsket om at udnytte udstillingsrummet fuldt ud, men ligeledes fungerer som en ramme, inden for hvilken de to keramikere kan udfolde sig forskelligt og samtidig knytte deres værker sammen på en meningsfyldt, logisk måde.

Vi blev enige om, at vi gerne ville bruge rummet optimalt og tage alle flader i brug. Samtidig skulle vi ikke låses af et fælles tema, der lukkede af for kreativiteten. Hver især havde vi nogle ting, som vi gerne ville udføre. Kunsten var derfor at mødes, samtidig med at vi kunne bevare friheden til at udtrykke os individuelt, forklarer Lone Skov Madsen forud for udstillingen.

Udstillingen udgør i sit ’set up’ derfor et kalejdoskop, der udfordrer keramikerne til konstant at ændre perspektiv i den kreative proces og tilsvarende tilskynder beskueren til at skifte synsvinkler på sin vej rundt i udstillingen, idet værkerne præsenterer sig forskelligt og konstant forskyder perspektivet. Hertil kommer, at hver præsentationsform rummer et selvstændigt sæt af kulturelle referencer. Eksempelvis hylden, der normalt relaterer sig til vores hjemlige sfære, men her anvendes som en ’ramme’ for præsentation i det offentlige gallerirum.

Uagtet de 10 dogmers logik har kreativiteten haft frit spil. Ifølge kunstnerne har dogmerne frem for alt frigjort et kreativt potentiale og virket befordrende for den kunstneriske udfoldelse, da dét at stille sig selv en bunden opgave, skaber nye udfordringer. Samtidig har det teoretiske ’set up’ skabt rum for kunstnernes individuelle udtryk og i virkeligheden medvirket til at markere de to keramikeres forskelligheder og skæringspunkter, hvad angår teknik, form og indhold, endnu tydeligere.

Lone Skov Madsen - form
Fra Lone Skov Madsens modellerende hånd myldrer bløde, amorfe vækster frem; på én gang skulpturelle og uhyre taktile med noprede overflader af tætte, små glasurklatter. Keramiske vækster, der ikke lader sig klart definere, men sætter mangfoldige associationer i gang. Til forestillinger om naturvækster under havets overflade eller i skovens bund; koraler, bløddyr, tang, parasitter, svampe, træstubbe, lav og alger. Organiske vækster af den slags, som sjældent høster stor opmærksomhed, men som her afslører deres anonyme skønhed. Vækster, formet af vejr og vind, som knopskyder sig i vilkårlige retninger og skaber overrumplende, smukke naturlandskaber. Landskaber som opleves i langsom forandring, alt den stund at formen er fikseret i den brændte ler. Netop her – i spændingen mellem det organiske, levende og det konkrete, ’døde’, mellem de runde, bløde former og den hårdtbrændte keramik, mellem formernes skulpturelle styrke og overfladernes sanselige, næsten legemlige karakter af glaseret ’gåsehud’ – markerer Lone Skov Madsens værker sig sitrende stærkt.

Når man går på en keramikudstilling, må man ikke berøre værkerne. Det gør folk dog altid alligevel og jeg kan godt lide tanken, at man herved får en ekstra oplevelse. Derfor arbejder jeg ofte med punkter, der ligger i overfladen eller små fordybninger, så beskueren får endnu en association, fortæller Lone Skov Madsen.

Per Ahlmann - rum
Til udstillingen Checkpoint har Per Ahlmann skabt en serie kompromisløse, monumentale skulpturer; flere iklædt skrappe, ja næsten skamløse glasurfarver og med stor fantasi og variation i formen. Kendetegnende for Ahlmanns formsprog er en elegant spænding mellem skulpturernes bløde og hårde linjer, hvor samspillet mellem organiske og mekaniske formelementer skaber associationer i mange retninger. Ofte fremstår værkerne som næsten arkitektoniske konstruktioner, i hvilke materialets formbare muligheder foldes fuldt ud og formidler en iboende bevidsthed om lerets plastiske materie kontra den brændte keramiks hårdhed og styrke. Oplevelsen af Ahlmanns komplekse skulpturer er i både form og overflade en sanselig rejse, hvor nye associationer konstant giver brændstof til fantasien. Kropslige former flyder sammen med arkitektoniske konstruktioner, det irrationelle veksler med det rationelle, og vores bevidsthed må ofte afstå pladsen for intuition og ren sansning. Referencerne peger i mange regninger, intet er defineret klart - alting synes at fremstå i evig forandring. Ikke desto mindre fremstår hvert værk som en selvberoende skulptur i sit eget rum og dog på samme tid sammenhængende med de øvrige.

Jeg føler en skulptur er lykkedes, når den er selvberoende. Skulpturen virker som en gengivelse af noget, man burde genkende, men er helt abstrakt. At skulpturen kan fremkalde den fornemmelse, kan man vel kalde en egenskab, og den bygger bl.a. på en form for troværdighed og selvfølgelighed, som skal være til stede i sammenstillingen og overgangene mellem skulpturens delelementer, udtrykker Ahlmann sig.

Keramiske metamorfoser
Begge udstillere, Per Ahlmann og Lone Skov Madsen, udtrykker sig med stor kunstnerisk selvstændighed i deres keramik. Hvor Ahlmann arbejder udpræget arkitektonisk og i stor skala, arbejder Lone Skov Madsen i højere grad med teksturene i overfladen, ligesom hendes kunsthåndværkerbaggrund ofte fastholdes i både fade og beholdere. Mens Ahlmann ofte svøber sine skulpturer i farveprægtige, blanke og meget sanselige glasurer, udtrykker Lone Skov Madsen sig mest i dæmpede, nordiske farver – monokrome og sort-hvide glasurer – dog med undtagelse af hendes helt nye værker, hvor enkelte farver introduceres.
Men i det aktuelle møde på udstillingen Checkpoint bliver slægtskabet mellem Lone Skov Madsen og Per Ahlmann samtidig tydeliggjort, heriblandt en fælles optagethed af selve formen og i særdeleshed en svaghed for de organiske, mere amorfe af slagsen. Hertil kommer deres evne til at formidle en pirrende overgang mellem objektets stilstand og bevægelse. Dette for både tanke og fantasi frigørende ingenmandsland mellem et før og efter, mellem definition og abstraktion, hvor værket åbner sig for beskuerens egen tolkning. At fastholde spændingen, og intensitet i den brændte ler, der hvor værket vipper på grænsen mellem abstraktion og figuration, form og formløshed, logik og kaos, fornuft og sansning; netop dette er en sjælden kunst, de begge mestre.

Selve aflæsningen Ahlmann og Madsens skulpturer er en dynamisk oplevelse, hvor øjet ej heller bevidstheden finder hvile, før et nyt billede, en ny association eller tanke finder sted og udvider vores bevidsthed. En tilstand, som kan beskrives med det græske ord metamorfose i betydningen en igangværende forandring, forvandling, omdannelse og omformning. Metamorfose-begrebet, der anvendes inden for både de naturvidenskabelige og humanistiske videnskaber, bliver i zoologiens verden brugt til at beskrive den forvandling, som finder sted, når en haletudse bliver til en frø, eller puppe bliver til et insekt.

I øjets afsøgning af Lone Skov Madsen og Per Ahlmanns æstetisk æggende skulpturer forføres såvel fornuft som fantasi. Måske er vi i virkelighed vidne til, hvad man kunne kalde en keramiske metamorfose - dvs. en tilstand, hvor skulpturens form er under konstant omformning – hvor alt er antydet, men intet defineret? Min oplevelse af disse stærke keramiske udsagn får mig til at føle mig som en passager om bord på et skib, hvor fornuft og sansning på skift overtager roret. Men hvilken fantastisk rejse frem mod næste Checkpoint!

Pia Wirnfeldt
Mag. Art - museumsinspektør
Danmarks Keramikmuseum - Grimmerhus