Time Out
Mellem ting og værk

Lone Skov Madsen og Turi Heisselberg Pedersens udstilling på
Kunstindustrimuseet er på mange måder en åbning: En åbning mod nye
kunstneriske udtryksformer for de to keramikere, der begge er
veletablerede navne i dansk keramik. Den er åbning mod genstande fra
museets magasiner, der for en tid synes at have mistet deres
attraktionskraft for et nutidigt publikum. Og samtidig er den er en åbning
for beskueren, der møder et formunivers der er genkendeligt, og dog
transformeret.
De to kunstnere har gået på opdagelse i museets magasiner og udvalgt
genstande på tværs af stilarter og historiske perioder. Blikket har været
åbent, og fornemmelsen for genstandenes kommunikative egenskaber
intuitiv.
Der er tale om en dialog hvor de udvalgte genstande har talt deres eget
sprog, men hvor den kunstneriske respons fra de to keramikere åbner for
helt nye betydninger. De oprindelige genstande fra museets samling
fremhæves i et nyt lys. De kommunikerer på andre præmisser end de
oprindelige, som i mange tilfælde var at fungere som privilegerede
eksempler på det bedste en håndværks- og industrikultur kan
frembringe. Igennem kunstindustrimuseernes snart 150 år gamle historie
er denne rolle for længst udspillet – designerne kigger mange andre
steder hen end på museerne for inspiration og har et langt friere forhold
til fortidens smagshierarkier. Det betyder at udstillede genstand i langt
højere grad kommunikerer på rene æstetiske præmisser – publikum vil se
noget smukt, inspirerende eller interessant, ikke noget forbilledligt.
Ganske mange genstande er faldet igennem her, og er endt på
magasinerne.

At lade to keramikere gå på opdagelse i denne ophobning af genstande
uden andre præmisser end inspiration til dialog, har betydet, at helt nye
sider af genstandene er blevet genopdaget og fremhævet. I det
forudsætningsløse møde; i fraværet af forventninger til, hvilken historie
genstandene skal passe ind i, er betydningen frisat. Linjen i et drejet
bordben, en enkel, hvid mælkekande, en klassicistisk søjle eller et
modernistisk drikkeglas. Objekter som disse er transformeret og omsat
til kunstneriske udsagn. Nye værker er opstået på baggrund af gamle, og
resultatet er en udstilling, der viser linjer, former og farver, der i al deres
enkelthed kommunikerer. I stedet for at være bundet til tid, bliver
udstillingen som et legende, universelt formvokabular.
Med denne udstillingside har Lone Skov Madsen og Turi Heisselberg
Pedersen udfordret deres hidtidige måde at arbejde på, og det
formsprog, der har været resultatet. De har på hver deres måde skabt
relationer på tværs af tid og smagsidealer, og har dermed arbejdet med
kunsten som et universelt sprog bestående af æstetiske og formmæssige
valg der er beslægtede, og dog truffet ud fra vidt forskellige historiske
forudsætninger. Det betyder, at de to kunstnere har bevæget sig fra det
udelukkende individualistiske, ekspressive udgangspunkt, der
kendetegner den vestlige verdens kunstsyn, til at være i dialog med hele
den fond af form, der går forud. I et overordnet perspektiv afspejler
udstillingen derfor den kunsthåndværkstradition, Lone Skov Madsen og
Turi Heisselberg Pedersen som keramikere vokser ud af: Objekter, der
har en nær relation til hverdagslivets sammenhænge, helt tilbage til den
tid da middelalderens pottemager drejede sine potter til brug i
husholdningen. Op gennem det 20. århundrede har kunsthåndværket
skridt for skridt udviklet sig til at indtage den samme refleksive position
som billedkunsten – ligesom billedkunsten konstant har udfordret ideen
om hvad kunst er, har kunsthåndværket udfordret sine funktionsrettede
rammer. Det vi ser på udstillingen er en tydelig manifestation af
kunsthåndværkets aktuelle status; funktionaliteten er udgangspunktet,
men den kunstneriske fortolkning er primær.

Hos Turi Heisselberg Pedersen er pottemagertraditionen en næsten
kunstnerisk grundimpuls, tilsat et sikkert øje for form. Krukker, potter,
kar, fade og skåle i uendelige variationer har igennem en årrække
gennemspillet undersøgelser af forholdet mellem form, linjeføring og
rum. Serier, gentagelser og variationer over et tema kendetegner hendes
værker, og et formsprog der delikat balancerer mellem geometrisk
stramhed of organisk sensibilitet. Det omgivende rum eller det negative
rum mellem værkerne har gradvist spillet en mere og mere fremtrædende
rolle.
I den aktuelle udstilling har hun anvendt museets genstande som ting,
hvis ’stemning’ hun har destilleret. Enten som en refleksion over
genstandens funktion, som i de mindre værker hvor genkendelige
formelementer skærer sig ind og ud mellem hinanden i varierede serier.
Eller som ren form, i de større værker der direkte indtager rummet som
abstrakte, skulpturelle former. For Turi Heisselberg Pedersen har
udstillingens relativt bundne udgangspunkt således åbnet for frisættelse
af et formsprog, der har været under udvikling i flere år.

Lone Skov Madsen har for alvor udfordret sin hidtidige praksis ved blandt
andet at bygge store former der befinder sig på grænsen mellem skulptur
og møbel. Tilgangen er næsten scenografisk i de projekter hvor hun
sammenstiller museets genstande med sine egne værker og dermed
skaber et nyt udtryk, baseret på visuelle spændinger og tematiske
slægtskaber.
Mens Turi Heisselberg Pedersens dialog med museets genstande bygger
på formforløb der repeteres og transformeres, inddrager Lone Skov
Madsen i disse værker museets genstande direkte. Vandkaraffel og
drikkeglas fra museets samling sat sammen med hendes egen
kaktuslignende form aktiverer eksempelvis en associationsrække, der
rækker ud over genstandenes betydning hver for sig. I en anden type
værker lader hun sig derimod inspirere formmæssigt til et skulpturelt
udtryk hvor den oprindelige form er abstraheret i en blanding af organisk
nedbrydning og krystallisk vækst.

Uanset hvor lang de to kunstnere går i deres fortolkning af genstandene
fra Kunstindustrimuseets samling er formuniverset genkendeligt.
Udgangspunktet i de historiske genstande findes, også direkte i
udstillingen, og det betyder, at dialogen er etableret. Hermed åbnes et
nyt perspektiv på Lone Skov Madsen og Turi Heisselberg Pedersens
værker, men i lige så høj grad etableres der et nyt syn på museets
opmagasinerede genstande. Formuniverserne beriger hinanden, og
beriger dermed også den beskuer, der har sanserne åbne overfor hvordan
former kommunikerer, på tværs af tid og rum.

Louise Mazanti